torsdag den 29. december 2011

rejsefeber New Zealand :-)

Fortsat juleting   .....
Efter meget  hyggelig  juleaften hos  familien : Kamilla og Petero g Thea og Anton og Otte og Alfred  ......i  Valby  hvor  også  ungersvendene : Hans og Frederik  deltog  ....  fortsatte vi    juledag til  den gamle Kro i V. Skerninge , hvor vi indtog en   overdådig  julefrokost   sammen med Jettes forældre , søstre  og svogre .
Julevistterne 2011 sluttede  3. juledag  med  Julekål , strandtur og risengrød  hos  min Søster og svoger i Gauerslud skov, v. vejle fjord.








  Nu  til  New zealand...............og   noget  rejsefeber  :-)

 i morgen d. 30.dec  tar  vi  bussen fra  Horne på sy´fyn   til Nyborg og videre med toget til  Kastrup, hvor vi  17.50  flyver  via London og Sydney  til  Auckland i NZ med forventet  ank. d. 1 jan 2012  kl. 14.25  lokal tid !
Dagen  efter har vi booket  en lille campervan med  campinggas  og  soveplads bagi  ......og  har  i  lyset  af vejrudsigten  planlagt  at  køre mod sydøst.... via  BAY OF PLENTY  mod  østkystbyen  Gisborne,  hvorfra  nedenstående  turistvideo   måske kan inspirere ....



torsdag den 22. december 2011

Jul i Horne

I  går d. 22 dec.  dyrkede  vi  meget hyggelig   forJUL  sammen med den  "Fynske "   del  af  familien  ....
 julesild ... juleand.....julelys....juletræ..julegaver... julesang....juledans  og julestemning..
 TAK  :-)







lørdag den 17. december 2011

”Krigeren uden våben”.......



Ud over Antarktis er New Zealand det sidste sted på Jorden, hvor mennesker slog sig ned. Det var på den tid, hvor Gorm den Gamle var dreng , omkring år 800, at et polynesisk folk, ”solopgangens vikinger”, fra de nordøstlige stillehavsøer drog på langfart i deres havgående kanoer.
Folket hedder maorierne, og ifølge sagn var det søfareren Kube og hans besætning, der fulgte efter en kæmpeblæksprutte ud på det åbne hav, og den førte dem til et nyopdaget land. Her så de den lange hvide sky, som ofte ligger langs New Zealands alper, og Kubes kone kaldte landet for Aotearoa – Den lange hvide skys land.
Ifølge sagnet sejlede han tilbage til sine stillehavsøer og fortalte om det smukke land, han havde set, men det var først flere hundrede år efter i begyndelsen af 1300-tallet, at en egentlig bosættelse af New Zealand fandt sted.
Hvorfor maorierne forlod deres hjemegn, er der ingen dokumentation for, måske sult og nød eller krige, men forskerne mener, at der må have været omkring 200 katamaraner ”waka’er” fulde af maorier, der landede på øerne. De fleste slog sig ned på Nordøen, der har et lidt mildere klima end Sydøen, for det var ikke det bare sjov at komme fra et varmt tropisk klima til det noget køligere tempererede klima på New Zealand.
Muligvis har maorierne haft svin og fjerkræ med i deres kanoer, men de overlevede ikke rejsestrabadserne, eller også blev de fortæret undervejs. Fra naturens side kom maorierne til nogle øer, hvor det eneste pattedyr, der fandtes, var flagermus, så der var intet vildt at jage på landjorden, og mangelen på kød måtte opvejedes af havets mangfoldighed af fisk, krabber, sæler og hvaler.
Heldigvis for maorierne fandtes der omkring 200 fuglearter på øerne, og især kæmpefuglen moaen, som ikke kunne flyve, endte i kødgryderne. Moaen kunne blive omkring 3 meter høj, og et lår var på størrelse med en oksekølle, men på et eller andet tidspunkt uddøde moaen på grund af rovdrift eller en sygdom - det vides ikke.













Efter James Cook  "opdagede"  NZ  den 6 okt. 1769,  begyndte de  første europæere  at ankomme i 1790, og først jagede de sælerne langs kysten så intensivt, at de på 30 år næsten havde fået udryddet dem. Derefter gik det ud over hvalerne og de ædle kauri træstammer, som de fik maorierne til at hjælpe sig med at fælde.
Det var bestemt ikke just blomsten af den hvide race, der havde indtaget øerne, og sammen med grådighed havde de et væld af sygdomme, prostitution og skydevåben med sig; men maorierne var da i første omgang glade for al den ”civilisation”.
Maorierne skaffede forsyninger til de hvide og solgte deres arbejdskraft, og så var der også en god sidegevinst ved at sælge souvenirs, hvor især indskrumpede tatoverede maorihoveder gik som varmt brød. Først brugte man de selvdøde til formålet, derefter gik det ud over slaverne, og efterhånden blev det ganske farligt at have en flot tatovering i ansigtet, for lynhurtigt endte hovedhuden som et flot skrumpehoved. Hovederne endte på museer rundt om i hele verden og også på Nationalmuseet i København, men det er dog leveret tilbage og opbevares på et indviet sted i Wellington.
Den lette adgang for maorierne til at erhverve skydevåben gjorde, at de begyndte at slås endnu mere end før, og den øgede velstand gjorde også, at de havde mere tid til krigshandlinger, når de nu ikke mere behøvede at grave efter bregnerødder. Høvdingene begyndte at miste kontrollen i landsbyerne, og når maorierne ikke bekrigede hinanden, lå de i druk, for alkohol var også en ny ting, der endelig måtte afprøves. Så det ene med det andet gjorde, at maorierne blev færre og færre.

Maorierne prøver at æde sig ud af problemerne.Missionærerne kom også til øerne og prøvede oprigtigt at dæmpe gemytterne, men der gik dog 10 år, før den første maori blev døbt. Selvom indvandringen generelt gik mere fredeligt til på New Zealand end mange andre steder i verden, var der dog masser af problemer med slagsmål på kryds og tværs. Da man i 1809 forsøgte at straffe en gruppe maorier, der havde angrebet nogle hvide, svarede de indfødte igen ved at sætte ild til det engelske skib Boyd og æde hele den 70 mand store besætning. Det gav lidt samarbejdsproblemer, og de hvide blev mere brutale over for maorierne, og maorierne blev mere brutale over for hinanden, og missionærerne kunne hverken gøre fra eller til.
Der var jo også pæne og hæderlige nybyggere, og de forlangte at komme under beskyttelse af Det Britiske Imperium, men på det tidspunkt havde briterne rigeligt at se til rundt om i verden, og først da Frankrig ville påtage sig at få ro og orden i landet, sprang briterne til.
I 1832 kom den britiske repræsentant James Busby til New Zealand for at oprette ro og orden. Han havde dog hverken penge, våben eller medarbejdere, og han måtte endda selv betale sin billet fra Australien. Det lykkedes dog alligevel James at få 25 høvdinge på Nordøen til at samarbejde, og de fik fælles flag og underskrev en erklæring, der gjorde det klart, at de bestemte i dette område. Meget hæderfuldt kaldte maorierne James Busby for ”Krigeren uden våben”.......
.....en  en model man måske  ku´ forsøge sig med nutildags........?
i  f.eks Afganistan .. i stedet for svært bevæbnede soldater


torsdag den 15. december 2011

7 dage til JUL....

....nu er der kun 7 dage til   Jul og  13   til vi flyver til NZ. med afg.  fra Kbh.  17:50d. 30.12.11  og  forventet  hjem igen den 9 febr.12 ,kbh. kl 12.15 ( br. airways)


Læste i aftes om   Jamea Cook´s  dagborg  fra  den gang  "vesten" opdagede Zew Zealand og hans allerførste  noget  blodige  møde  med  Maorierne...

.....Da der  den 6. oktober   1769   på Cooks skib  Endeavour   blev  råbt »land«, kom alle i den største spænding, fordi man troede nu endelig at have truffet »det ubekendte Australland«. Det var østkysten af nordøen, man havde set, derfra omsejlede Cook denne ø og gennemsejlede det efter ham benævnte stræde, hvorved han konstaterede, at New Zealand bestod af to øer, hvis kyster han fuldstændig kortlagde, inden han forlod øerne.

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Australien_og_New_Zealand/New_Zealand/New_Zealand_(Historie)

http://lexopen.dk/biografi/ja/James%20Cook.html

http://www.backpackers-online.dk/magasinet/artikler/vis_artikel.asp?ID=59

Efter planen lander vi i Auchland c. 1 jan 12... og  har  booket en  campervan hos
http://www.travellers-autobarn.co.nz/campervan-hire-new-zealand

og som første  stop  drømmer vi om  at  køre op  til   Uretiti Beach , ca 125 km ,  som vi  kender fra 2008,
http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/places-to-stay/conservation-campsites-by-region/northland/whangarei-area/uretiti-beach/ .....
dengang vi holdt jul sammen med Hans  og søfolkene på OASIS  ved  den lille havn OPUA, bay of Ilands






Under natlæsning om Cook og NZ  poppede der noget om  nytårsfortsætter op  i mit lille hoved.......
....og en ef dem  var  at  komme til  koncert med Bruce Springsteen !!!!  og klikkede ind på hans koncertkalender for 2012...

http://www.viagogo.dk/Koncert-Billetter/Rock-og-Pop/Bruce-Springsteen-Billetter?filter=DE|DK|SE|FR|NL&affiliateID=760&pcid=PSDKGOOCONBruSp4CA4B5299A-000135

http://youtu.be/PG6wg0VYC5E

Er der nogen der vil med  ??

http://youtu.be/kLNytdIyfFg

mandag den 12. december 2011

16 dage til.... til vi letter :-)

Nu  er  der  kun  16 dage  til  vi den  30.12.2012  tar´   bussen   mod  Odense og  videre  med  toget  til Kastrup, hvofra  vi  starter  den  lange flyvetur  mod  New Zealand med  forventet  ankomst  i  Auckland den 1 jan. 2012 !!,  efter  vi  har  fejret  nytårsaften   i   den  tynde luft  højt oppe  på vej  til  den  sydlige  halvkugle  ....

Allerførst  glæder  vi  os  til  Juleferie..dage  med  familie, børn og  børnebørn, hvor  vi  løbende samles på  Sy´fyn, Nørreballevej  18....  i  frihed , med  masser  af  go  mad og drikke  ... lys.... bål...  ture  til vandet og alting...og ikke mindst  og  dansen om  juletræet med sin pynt .. HO..HO..